A reportage on The Kindergarten Collective

Details of the Kindergarten Kitchen (Beirut, 2014)

Detail of the Kindergarten Kitchen (Photo by Simon Skipper – Beirut, 2014)

 

Danish photographer and writer Simon Skypper came to Beirut in search of the story. He found The Kindergarten Collective and decided to work on a reportage about it. The text is in Danish, but it will soon be transalted. To see more photos click here

Sammenhold i splittelsen

Mellem pangfarvede vægge ligger ’The Kindergarten Collective’ midt i Beirut. Her lever seks unge mennesker side om side i en gammel børnehave, der føles fjern fra det omkringliggende samfunds stridigheder. I kollektivet har de sammen skabt et åndehul, hvor der både er plads til at føle sig fri og føle sig hjemme.

Af Simon Skipper Christiansen

 

”Jeg kunne godt tænke mig at prøve en prostitueret. Jeg har ikke købt sex før,” siger Hassan.

”Lad mig fortælle dig om en vildt sjov oplevelse, jeg havde med nogle prostituerede i Afrika engang. Det begyndte med, at vi cyklede gennem en lille landsby…” svarer Alberto.

Efter en arbejdsdag med henholdsvis marketing- og korrekturarbejde mødes Hassan Nasser og Alberto Mucci i stueetagens lange gang. De deler tanker og erfaringer, mens de planlægger weekendens fest.

Støv, smog og støjen fra Beiruts travle gader høres kun kort mellem tonerne af den electro-swing, der lyder mellem de orange vægge i The Kindergarten Collective.

Siden kollektivet startede først i 2013, er det vokset til at have sin egen Facebook-side og fungere som et frirum for enhver, der ønsker at komme forbi, når TKC holder kunst- og kulturarrangementer et par gange om måneden.

De seks beboere Hassan, Imad, Abir, Alberto, Boudi og Tim har her skabt et fællesskab, som sjældent ses i Mellemøsten, hvor det er mere normalt at bo med sin familie, til man bliver gift.

Hassan river Albertos sko af og springer halv kærligt, halvt drillende op på maven af ham, da han finder ud af, at Alberto har lånt hans strømper uden at spørge. Beboerne er fælles om det meste, hvilket også betyder, at hvis man vil holde noget privat, må man hellere gemme det væk. Det er også sket, at et par af drengene har været i seng med de samme piger. Alt sammen er en del af det fælleskab, der hjælper de seks unge på vej til at finde ud af, hvem de er som mennesker, og hvad de vil med tilværelsen, uden de behøver at føle sig klemt fast i landets politiske situation. For det kan være svært at finde noget holdbart at tro på som libaneser.

Efter at have været en fransk republik indtil anden verdenskrig, varede freden i Libanon ikke længe. I 1948 blev landet invaderet af Israel. I ’76 var hele landet ramt af en intens borgerkrig, og i ’82 blev det igen invaderet af Israel, støttet af USA. Osama Bin Laden har udtalt, at det var på grund af bombninger af Libanon, han påbegyndte terrorangrebene mod USA.
Efter invasionen i 1982 var der i en årrække mere fredeligt, og Beirut fik titlen som ’Mellemøstens Paris’. Turistbølgen ophørte dog i ’06, da et utal af Hezbollah-ekstremister startede en alvorlig krig med det israelske militær. Den dag i dag synes det stadig nemmere at finde tomme bygninger med skudhuller end turister i gaderne, på trods af, at turismen igen er ved at stige i landet. Den udfordres dog af det faktum, at knap halvdelen af Libanons 4,5 millioner indbyggere er flygtninge fra blandt andet Palæstina og Syrien.

Som libaneser er ens religion påtrykt ens pas, fra den dag man bliver født, og det er meget svært at få fjernet. Libanons politik er obligatorisk forbundet med de 17 forskellige religioner, der officielt findes i landet. Blandt andet skal landets præsident være kristen, lederen af parlamentet shia-muslim, premiereministeren sunni-muslim og vice-premiereministeren græsk ortodoks. Det er altså ingen overraskelse, at landets historie og tilstand kan udfordre borgernes lyst til at deltage i landets politik, og det er svært, endeligt at finde ud af, hvad man føler for sit land.

”Jeg elsker og hader det her sted. TKC er ikke et libanesisk hus, de vestlige værdier er trukket ned over stedet, men på libanesisk maner, og jeg er stolte over vores livsstil her. Det er som en flugt fra omverdenen. Hvis alle boede, som vi gør her, ville det nok være svaret på verdens problemer. Men vi er blot et isoleret, smukt fællesskab,” siger Tim Davis Frank, som er australsk tilflytter.

Han er uddannet lærer, og rejste hertil med drømmen om at kunne gøre en forskel der, hvor der er brug for det. Nu er hans idealer dog under pres, og han håber på at finde én, der kan vise vejen til forandring.

Italienske Alberto og Syriske Imad er også kommet hertil. Sammen med Tim deler de pladsen med de tre libanesere Hassan, Boudi og Abir.

På sit lille skriggrønne værelse sidder Abir Chamin og forbereder en joint på toppen af sit skateboard. Den første tid, hun boede i TKC blev rummet ofte brugt af de andre som ’bolle-rum’ til fester, og hun havde svært ved at føle sig hjemme som kollektivets eneste pige.

”Først var her hektisk og socialt hele tiden. Men da jeg først integrerede mig mere, begyndte jeg at elske stedet. Her hænger altid venner ud, og uanset hvilke problemer man har, når man kommer her, glemmer man dem så snart, man træder ind ad døren,” siger den 22-årige pige, der til hverdag styrer de sociale medier for en biograf. 

Ønsket om et andet sted

Abir tager jointen fra munden og forklarer, at hun gerne ville til Australien, hvor hendes far har boet. Efter en dyr og månedlang kamp for at få australsk pas, måtte hun dog opgive. Hun blev nemlig født, før han fik australsk statsborgerskab.

Indtil videre må hun blive her og forsøge at glemme sine problemer, selv om hun også har blandede følelser for sit hjemland.

”Her er ustabilt og en mærkelig mentalitet. Jeg er nok den sidste her, som forstår politikken og religionen. Hvorfor skal det blandes sammen?”

Det er svært at få visa til at rejse ud af Mellemøsten. Det har kollektivets maler, syriske Imad Habab måttet sande, da han måtte udeblive fra sin egen kunstudstilling i Berlin.

”Det er svært at undgå at blive traumatiseret, når man ser sit hjemland fortæret af død og ødelæggelse, så jeg er lettet over, at jeg nu er i Beirut. Det er som om, jeg ser Damaskus’ fremtid her,” siger han og fortsætter:

”Allersværest har det været at skifte min omgangskreds ud. Mange af mine gamle venner kom hertil som jeg, men de var så ustabile, at jeg måtte opgive dem. Før var vi naboer.”

Illusionen om frihed

Alberto fra Italien foretrækker bomber frem for Berlusconi, som han selv siger det.

”Det føles frit her, men det er en illusion. Frit som friheden til at smide skrald på gaden, parkere hvor man lyst og køre mod ensretningen. Det føles rart i starten, men jeg tror, det ødelægger systemet. Her er ingen hjælp fra regeringen, man skal klare sig selv. Det er ikke trygt, men en god erfaring. Som udlænding føler jeg mig privilegeret, jeg ved endnu ikke helt, om jeg har lyst til at blive eller rejse væk.”

Hassan går rastløst rundt, sætter sig på terrassen, ser sig omkring og finder så det askebæger, der er fyldt til randen med dagens forbrug af cigaretter.

”Ingen her taler om religion eller politik. Det er tabu. Jeg har aldrig snakket med mine venner om det. Men libaneserne taler derimod meget om at rejse til Vesten, hvor ingen giver en skid for libaneserne. I medierne handler alt om flygtningene i vores land.  Her er som et hostel og en slagmark på en gang.”

I den gamle børnehave er swingmusikken stilnet af, og solen ved at gå på held. I køkkenet mellem en hjemmelavet stikkontakt og et gulnet digt på lokumspapir tapet op på væggen, står Boudi alene og øver tysk med sig selv, mens han skærer en skive citron fra gårdens træ til en kop te. Han tager en pause fra studiet som ingeniør. Katten Younes kommer ind og kæmper for at få hans opmærksomhed, den er sulten.

På Facebook har knap hundrede mennesker meldt sig til weekendens middag og fest. Dagen efter holder Imad et tegnekursus, hvor han blander graffiti med arabisk kalligrafi.

The Kindergarten Collectives fællesskab spreder sig. Hvem ved, måske det formår at samle lidt af splittelsen uden brug af hverken religion, politik eller eksplosioner.

This article was written by Simon Skypper

Annunci

Rispondi

Inserisci i tuoi dati qui sotto o clicca su un'icona per effettuare l'accesso:

Logo WordPress.com

Stai commentando usando il tuo account WordPress.com. Chiudi sessione / Modifica )

Foto Twitter

Stai commentando usando il tuo account Twitter. Chiudi sessione / Modifica )

Foto di Facebook

Stai commentando usando il tuo account Facebook. Chiudi sessione / Modifica )

Google+ photo

Stai commentando usando il tuo account Google+. Chiudi sessione / Modifica )

Connessione a %s...